Det kan være svært at se det men jeg har faktisk været syg siden i forgårs (onsdag aften). Det startede med at mor fik ondt i halsen og blev forkølet og to dage senere blev det så min tur. Jeg forstår ikke det der forkølet. Man har det rigtig træls og kan ikke ordentligt trække vejret så vil man trøstes med sutten og pludselig bliver det hele endnu værre og så kan man slet ikke sove. Jeg har haft det ok om dagen hvor jeg har sovet ude i min barnevogn, men om aftenen kom snottet snigende og stoppede hele mit hoved til.
I går nat sov vi ikke meget men i nat var det helt skidt. Først sov jeg to timer fra 22-24 siddende op ad mor. Da det ikke duede mere prøvede vi at sove ude i bilen mens den holdt i carporten. Siddende oprejst i autostolen fik jeg sovet en halv times tid. Herefter prøvede min (efterhånden desperate) mor at køre en tur med mig i en times tid og endelig kunne jeg sove. Bare ærgerligt at jeg sov hele vejen for mor mødte politiet og dem har jeg aldrig set. De spurgte mor hvad hun lavede hvortil hun svarede at hendes søn ikke kunne sove mens han lå ned så hun kørte rundt med ham. Politimanden svarede "ok alternativt, men det er der jo ikke noget forkert i." Mor skulle måske have nævnt at det kun var når jeg var forkølet...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.